Løjt Kirke

 

Engang i 1100-tallet blev Løjt Kirke bygget af kløvede marksten, og i slutningen af 1400-tallet fik kirken i store træk den bygningskrop, den har i dag. Fra 1986 til 1998 gennemførtes en altomfattende istandsættelse af Løjt Kirke.

 

Da koret efter den store ombygning omkring år 1500 skulle smykkes, tog man udgangspunkt i korbuens gamle symbol, at ser man fra skibet ind gennem buen, da er det Guds himmel, man har for øje.
Omkring 1500 skabte kalkmaleren ?Peter Ly..kt? da en Paradishave i koret. Midt i den paradisiske frodighed står altertavlen i al sin gyldne pragt som Livets Træ. En plattysk indskrift daterer tavlen til 1520.
Altertavlens hovedtema er Jesu lidelseshistorie. I det store midtfelt kan man følge langfredags begivenheder, fortalt i en halv snes dramatiske scener, som overværede man et af tidens mysteriespil.
Som vidner om påskens begivenheder står Johannes Døber og biskop Erasmus, altertavlens værnehelgener, og i fløjene de tolv apostle.
På predellaen ses Jesusbarnet hos sin mor, den himmelkronede Maria, og Anna, Marias mor. De flankeres af fire helgener: Ansgar(?), Birgitta af Vadstena, Apollonia og Dionysius.
Altertavlen har yderligere to stande, begge malede. En fastestand, der i syv billeder leder op til feststandens langfredagsskildring, og et opstandelsesbillede. Og en hverdagsstand, der præsenterer et udvalg af helgener, som har haft stor betydning i kristendommens historie.
Alterbordets forsiden smykkes af et antependium, vævet af Birthe Sandorff Lock.

***

I løbet af 1700-tallet blev kirken udstyret med pulpiturer. Mod vest et orgelpulpitur, der blev smykket med bl.a. malerier af Kristus og hans apostle. Foruden et nyt stoleværk blev der desuden rejst pulpiturer i begge korsarme. Aabenraa-maleren Jes Jessen smykkede stolene med yndefulde blomster, og på korsarmspulpiturerne skabte han en hel billedbibel, fra skabelse til himmelfart.

 

Det eneste, vi har bevaret af den ældste kirkes inventar, er døbefonten. Den er tilhugget af to store granitblokke, en til den kvadratiske fod med bueudsmykning og en til den store kumme, hvis eneste udsmykning er den kraftige ophugning. Dåbsfadet af messing er fra omkring 1700. Dåbskanden er skabt af sølvsmed Jørgen Dahlerup i 1981.
Fra begyndelsen af 1400-tallet stammer et processionskrucifiks, som nu hænger ved opgangen til prædikestolen.
Prædikestolen er fra 1550?erne, men helt ombygget i 1784.

 

Fra 1700-tallet stammer to malerier. I skibet et riffelmaleri, der set fra vest viser Jesu korsdød og fra øst hans opstandelse. I koret hænger et maleri af den angrende Peter.

 

Kirkens hovedorgel på 15 stemmer er bygget af Marcussen i 1845, og samme firma skabte i 1999 et kororgel med 10 stemmer.

Kirken er åben hver dag mellem 8.00 og 16.00

 

Kirken i landskabet

Løjt kirkes alder kendes ikke. Det dristigste, men ingenlunde usandsynlige gæt siger, at allerede omkring år 1100 rejstes der en kirke midt i det frodige og bakkede Løjtland. Ikke mindre end otte veje snor sig fra alle verdenshjørner frem mod dette hus på bakken. Disse veje blev slidt ind i bakkerne, da bønderne i de lange, arbejdsmæssigt stille vintre, år efter år, med slæder og vogne baksede med store marksten frem til byggepladsen. For af markens kampesten blev den ældste kirke rejst. Solidt skulle Guds hus bygges, det skulle ligne evigheden.

 

Landskabet

Løjt sogn dækker næsten hele halvøen Løjtland mellem Aabenraa fjord og Genner bugt. Mod vest fik det i gammel tid sin naturlige afgrænsning af mosedragene mellem Bodum og Rise Hjarup. Vandløb danner mod skel mod nordvest og sydvest. Med til sognet hører også Barsø i Lillebælt. Det smukke, stærkt bakkede landskab blev dannet under sidste istid, hvor enorme grusmasser opdyngedes ved en israndslinie.

 

Historien

En rigdom af oldtidsgrave vidner om bosætning fra allertidligste tid. Fra gammel tid, men især i 1700- og 1800- tallet, var Løjt sogn præget af søfart, endog helt til Kina.
I 1845 var der således 206 søfolk i sognet, heraf 34 skibsførere og 52 styrmænd. Den velstand, der således bragtes til huse, har sat sit præg på mange af sognets gårde.
I dag bor der ca. 3.500 i Løjt sogn.

Virtuel Rundtur

Tag på virtuel rundtur i og omkring Løjt Kirke.

Billeder

Se billeder fra Løjt Kirke her

Litteratur

Bruun, Jens

Løjt kirke i ni århundreder

Udgivet af Løjt Lokalhistoriske Forening i samarbejde med Løjt menighedsråd
1997
ISBN 87-986650-0-6

Bruun, Jens

Fra Skabelse til Himmelfart

Jes Jessens billedbibel i Løjt kirke 1785 - med bibelfortællinger og efterskrift af Jens Bruun
1998
Udgivet af Løjt Lokalhistoriske Forening i samarbejde med Løjt menighedsråd
ISBN 87-986650-1-4

Svensson, Poul (red.)

Løjttavlen

Et sønderjysk alterskab
1983
Forlaget 'De unges Kunstkreds'
ISBN 87-981194-1-9

Brunn, Jens og Plathe, Sissel F.

Middelalderlige altertavler i Haderslev Stift

Temaer og katalog
2003
Poul Kristensens Forlag
ISBN 87-7851-192-5